
Freya
Min vej til E-handel
Jeg kommer fra markedsføringsøkonomuddannelsen, hvor min interesse for branding, marketing og kommunikation for alvor voksede. Jeg blev især fascineret af, hvordan virksomheder kan bruge digitale platforme og sociale medier til at skabe relationer til deres målgruppe. Jeg valgte derfor E-handel som en naturlig forlængelse af min baggrund. Jeg ville gerne lære mere om den digitale del af marketing og samtidig få en bedre forståelse for, hvordan virksomheder fungerer online.
Hvad synes jeg om uddannelsen?
Jeg synes, det er spændende, at uddannelsen både har en kreativ og en mere analytisk side. Man får mulighed for at arbejde med idéer og kommunikation, men man skal også kunne tænke strategisk og forstå målgrupper, data og forretning. Jeg kan især godt lide, at vi arbejder med virkelige problemstillinger og cases. Det gør undervisningen mere relevant og giver en bedre fornemmelse af, hvad man kan komme til at arbejde med bagefter.
Min fremtid
Jeg drømmer om en karriere inden for digital marketing, branding eller SoMe. Jeg synes, det er fedt, at E-handel åbner for flere forskellige muligheder, og jeg håber at finde den retning, der passer bedst til mine interesser undervejs.
Mit liv ved siden af studiet
Jeg synes, det er vigtigt at have en hverdag, hvor der også er plads til andet end studie. Det kan godt lade sig gøre at arbejde ved siden af, men man skal være realistisk omkring sin tid.
Der er perioder, hvor studiet fylder mere, og derfor handler det meget om at være god til at prioritere. For mig fungerer det bedst, når jeg sørger for at få lavet mine studieopgaver og samtidig giver mig selv fri, når jeg har fri.
Mit råd til dig
Hvis du allerede interesserer dig for marketing, sociale medier eller branding, men gerne vil forstå mere af den digitale og kommercielle side, synes jeg, E-handel er en rigtig spændende mulighed. Du behøver ikke vide præcis, hvilken stilling du vil have bagefter, det finder du meget af vejen ud af under uddannelsen.